Praktisk information

Vigtigt at vide

Her kan du finde forskellige nyttige informationer om psykologklinikken og det at gå til psykolog.

Psykologklinikken ligger på Holsteinborgvej 8, stuen, 2720 Vanløse.

Der er ikke handicapvenlig adgang, og da jeg har en klinikkat, skal du kunne tåle kat. Du skal komme præcis til tiden af hensyn til mine øvrige klienter.

Der er i området gratis parkering i båse/vej, samt en parkeringsplads 2 minutters gang herfra (hjørnet Vanløsehøj/Lindenborgvej). Der er busser i området, og 15 minutters gang til metro og s-tog.

Første gang du kommer, skal du medbringe dit gule sygesikringskort (gælder klienter med henvisning fra læge).

Jeg tilbyder også online behandling. Nogen fortrækker rene onlineforløb. Andre at det benyttes ad hoc, f.eks. til afhjælpning af logistik og praktik, ved sygdom eller barn syg og i ferieperioder.

Mine akutte forpligtelser kan undtagelsesvist betyde behov for at ændre tider med kort varsel.

Tavshedspligt

Jeg har tavshedspligt, og det er kun mig, der har adgang til din journal. Jeg kan kun videregive oplysninger, hvis du har givet samtykke til det. Hvis du kommer med en henvisning eller via et forsikringsselskab, så vil jeg, ved den første samtale, bede om mundtligt samtykke til enten 1) at måtte skrive til den læge, som har henvist dig til psykologbehandling ifm. opstart af behandlingsforløbet og ved afslutningen eller 2) afregne med dit forsikringsselskab eller kommune og her videregive nødvendige oplysninger til dette brug.

Underretningspligt

Hvis jeg vurderer, at du er til fare for dig selv eller andre, så har jeg pligt til at bryde min tavshedspligt og inddrage relevante instanser. Derudover har jeg pligt til at underrette kommunen, hvis jeg vurderer, at et barn eller en ung under 18 år er alvorligt truet på sin trivsel og udvikling.

Andre oplysninger

Det at gå til psykolog betragtes som en personfølsom oplysning. Det betyder, at når jeg kommunikerer med dig via sms, så skriver jeg ikke ’psykolog’ i beskeden. Vi kan kommunikere sikkert via app’en Signal. Se kontaktoplysninger.

Klager

Jeg er autoriseret psykolog. Det er derfor også muligt at klage over mig. Du kan finde mere info om dette på Dansk Psykologforenings hjemmeside.

Journalisering

Jeg har pligt til at skrive journal om dine forhold og dit helbred. Din journal bliver opbevaret i 5 år. Du kan bede om aktindsigt i din egen journal.

Betaling via privat forsikring

Hvis du har en privat forsikring, der dækker psykologbehandling, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg kan afregne direkte med nogle forsikringer, og ellers kan du selv betale og så indsende faktura for betalt behandling efterfølgende. Dansk Psykologforening har udarbejdet en guide til dig, der søger psykolog gennem din forsikring – den kan du læse her.

Sygeforsikring Danmark

Jeg indberetter automatisk til Sygeforsikring Danmark, så hvis du er medlem, kan du også opnå tilskud fra dem uanset hvilken gruppe, du er forsikret i. Du kan læse mere om deres tilskud her.

Henvisningskriterier

Du kan få henvisning fra din alment praktiserende læge eller vagtlæge, hvis de vurderer, at du hører ind under én af følgende grupper.

  1. Røveri-, volds- og voldtægtsofre
  2. Trafik- og ulykkesofre
  3. Pårørende til alvorligt psykisk syge personer
  4. Personer ramt af en alvorligt invaliderende sygdom
  5. Pårørende til personer, der er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom
  6. Pårørende ved dødsfald (ved dødsfald forstås tillige ufrivillig abort/fødsel af et dødt barn efter udgangen af 19. graviditetsuge)
  7. Personer, der har forsøgt selvmord
  8. Kvinder, der får foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge. Psykologhjælp kan ydes forud for abortindgrebet, når anmodning om tilladelse til indgrebet er fremsat til abortområdet
  9. Personer, der, inden de fyldte 18 år, har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb
  10. Personer med let til moderat depression, der på henvisningstidspunktet er fyldt 18 år
  11. Personer, der lider af let til moderat angst, herunder også let til moderat OCD, der på henvisningstidspunktet er fyldt 18 år